"Fællesskaber giver mig styrke"

For Khadija blev Røde Kors´ Q-net en vigtig indgang til det danske samfund. ”Da jeg kom til Danmark, havde jeg intet netværk. Det netværk og den hjælp, jeg fik i Q-nettet, har haft stor indflydelse på mit liv i Danmark. Jeg er taknemmelig hver dag for den hjælp jeg fik dengang”, fortæller Khadija. 

Fællesskaber har altid fyldt meget i Khadijas liv. Da hendes børn var små, stod hun for at arrangere en legegruppe med andre mødre med jævnaldrende børn. Og da hendes børn blev større, var det vigtigt for hende, at de blev en del af foreninger, hvor de kunne dyrke deres interesser sammen med andre børn. ”Dengang havde jeg brug for hjælp til at finde foreninger i Danmark, hvor mine børn kunne dyrke deres fritidsinteresser. Jeg viste ikke, hvordan jeg skulle gøre, så jeg rakte ud efter hjælp, og det takker jeg mig selv for i dag. At mine børn gennem deres barndom har dyrket sport i foreninger, har hjulpet dem til et godt liv i Danmark”.

Vil give hjælp tilbage
For 3 år siden blev Khadija spurgt, om hun ville være Bydelsmor. Hun havde gennem en længere periode kæmpet med en række helbredsmæssige udfordringer og på denne baggrund, havde hun fået tildelt førtidspension. ”Jeg kunne ikke arbejde, så det var rart at få en førtidspension, der kunne give mig den nødvendige ro. Men det gav mig også en følelse af, jamen skal jeg så bare sidde herhjemme alene hver dag”. Derfor var Khadija heller ikke i tvivl om, at hun gerne ville gå ind i arbejdet som Bydelsmor. ”Som Bydelsmor kan jeg hjælpe andre kvinder. Jeg kan give den hjælp tilbage, som jeg selv fik. Det giver mening for mig, at hjælpe andre – det er min måde at vise det danske samfund min taknemmelighed på. Og så giver det mig en stor glæde i livet. Jeg kan ikke lide bare at sidde alene hjemme. Jeg vil ud og være en del af samfundet. Det er et arbejde fra hjertet”.

Bydelsmødrene i Ringsted er en gruppe kvinder, der hjælper og støtter andre kvinder og deres familier. De har gennemgået et kursus, der gør, at de har viden og mulighed for at bygge bro imellem kvinder og systemet. De afholder blandt andet Café-aften 1. onsdag hver måned i Sønderpark Beboerhus, hvor de sidder klar til at hjælpe kvinder fra lokalområdet. De møder kvinderne med den hjælp, som den enkelte har brug for. Vi hjælper og viser vej. Hvis en kvinde er ensom, tager jeg hende med. Hvis en kvinde har brug for hjælp til at finde en fritidsaktivitet til sit barn, hjælper jeg med det” fortæller Khadija.

For Khadija betyder fællesskabet med de andre Bydelsmødre meget. ”Vi respekterer hinanden, som vi er, og jeg glæder mig altid, når vi skal mødes”. Samtidigt har Bydelsmødre åbnet en masse døre for Khadija, idet hun har mødt mange mennesker og andre fællesskaber. Khadija fortæller, at arbejdet som Bydelsmor på mange måder har forandret hendes liv og givet hende større livsglæde. ”Da jeg fik mit diplom som Bydelsmor af borgmesteren, var jeg virkeligt stolt. Jeg føler mig som en del af noget. Mine børn ser også denne stolthed. De siger ”du er sej mor” - så jeg kan se, at det også gør mine børn glade”.

Hjælpen og netværket findes derude
Khadija har ét kæmpe ønske om, at folk, der sidder derhjemme, og som føler de har brug for hjælp eller savner et fællesskab tør gå ud af døren og række ud efter hjælp. ”Jeg ville ønske, at alle turde gå ud of døren. Hjælpen, netværket og respekten findes derude – det gjorde den i hvert fald for mig”, afslutter Khadija.

Kom til Bydelsmødre-café 

Bydelsmødrene i Ringsted afholder café den sidste torsdag i hver måned i Kildemarken Aktivitetshus kl. 17.00 – 20.00. Her kan man lære nye mennesker at kende og få en snak med en Bydelsmor. 

...